Støtte til Ukraines befolkning

I samråd med Den Ukrainske Ambassade i Danmark har Den Danske Frimurerorden netop doneret 300.000 kr. til den humanitære hjælpeorganisation Bevar Ukraine, som bl.a. yder bistand til ukrainske hospitaler, skoler og børnehjem, og som har brug for støtte i den aktuelle krisesituation.

Ordenen har samtidig iværksat en særlig indsamling blandt Ordenens loger og brødre med det formål at rejse flere penge til krigens ofre.

Ordenens Stormester Walter Schwartz udtaler: "At hjælpe medmennesker i nød er en vigtig del af den frimureriske DNA. Derfor er det helt naturligt for Ordenen og dens brødre at yde humanitær bistand til ukrainerne i den forfærdelige situation, de befinder sig i. Vores tanker går til alle, som er berørt af konflikten".

Fakta

Om Ordenen

Den Danske Frimurerorden blev formelt stiftet med et engelsk konstitutionspatent til logen Zorobabel i København i 1745. Logen, der er Nordens ældste, lever i dag videre under navnet Zorobabel og Frederik til det kronede Haab (Z&F), og Ordenen kunne således markere sit 275-års jubilæum i 2020.

Frimureriet kom til Danmark fra England via det europæiske kontinent og fik hurtigt en vis udbredelse. I 1855 var der tre loger herhjemme, men i de følgende 100 år oplevede Ordenen en markant fremgang med oprettelsen af mange nye loger på tværs af landet. Den stærke søgning til frimureriet blev bl.a. understøttet af en stor bevågenhed fra Kongehuset.

Oprettelsen af nye loger er fortsat i de seneste 70 år, og Ordenen består i dag af 89 loger i 45 danske byer og tæller ca. 7.000 medlemmer. Efter indgåede overenskomster med Ordenen er Johanneslogeforbundet og Det Danske Frimurerlaug omfattet af Ordenens gensidige anerkendelse af Den Forenede Engelske Storloge og indgår dermed i det regulære verdensfrimureri. Det Danske Frimurerlaug har ca. 1.300 medlemmer, Johanneslogeforbundet ca. 150. Frimureriet herhjemme tæller altså ca. 8.500 medlemmer.

Medmennesket i centrum

Den Danske Frimurerorden er et selvstændigt ordenssamfund, hvor mænd i alle aldre og fra alle erhverv og samfundsgrupper mødes for at arbejde med deres personlige udvikling og forholde sig til livets store spørgsmål om eksistens, tro, etik og moral. Ordenens værdigrundlag hviler på et kristent fundament. Derfor handler frimureri i høj grad også om at være og gøre noget for andre – samt at bidrage positivt til fællesskaber.

Kontakt

Læs evt. mere om Den Danske Frimurerorden og frimureriet her på hjemmesiden eller følg Ordenen på Facebook. Spørgsmål om Ordenen, frimureriet eller den aktuelle donation og indsamling til fordel for Ukraines befolkning kan rettes til Informationsdirektoriet på e-mailen ID@ddfo.dk eller telefonen 35 25 21 50.