Sankt Andreaslogen Cubus Frederici Octavi
STAL Cubus Frederici Octavi – eller i daglig tale: CFO – er en af de fem Sankt Andreasloger, der arbejder i Stamhuset i København.
Som i alle andre loger er der både egentligt logearbejde, herunder særlige logeaftener, og andre arrangementer i løbet af året i CFO. Vi gør således meget for brødrene, og vi lægger stor vægt på at skabe et broderligt sammenhold, der går ud over det ugentlige logearbejde. Så uanset om du kommer til os, fordi du som Sankt Johannesmester søger forpasning til CFO, eller fordi du kommer til os som gæst fra en anden Sankt Andreasloge, vil vi gøre hvad vi kan for, at du skal føle dig velkommen.
Vi har en venskabsloge, Den Gyllene Gripen, i Linköping, som vi besøger på skift hvert andet år. Disse besøg foregår fra fredag til søndag, og når det er hos os afholder vi enten festloge eller egentlig IV-V grads loge med optagelse lørdag eftermiddag, efterfulgt af fest med ledsager i Stamhuset lørdag aften.
CFO's historie
Under 2. Verdenskrig lå frimureriet helt stille; men det fik en kraftig opblomstring i tiden efter. På det tidspunkt var der to arbejdende Sankt Andreasloger i København (CFS og CCD), og det blev besluttet at oprette en tredje. Ligesom de to eksisterende var opkaldt efter en af de danske konger, der tidligere havde været Stormester – eller Viseste Salomo Vicarius (VSV), som det hed dengang – blev også den nye Sankt Andreasloge opkaldt efter en tidligere kongelig Stormester, nemlig Frederik VIII. Frederik VIII er født den 3. juni i 1843 og var den første kongelige, der kom i skole udenfor de kongelige omgivelser. Han studerede statsvidenskab i Oxford og fik en omfattende militær uddannelse. Han fik sammen med sin svenske prinsesse 8 børn, blandt andre den senere Christian X, der også senere skulle blive VSV. Frederik VIII fik ikke lang tid som Konge af Danmark – kun seks år fra 1906 til 1912 – til gengæld var han kronprins i 43 år. Frimureriet havde han således god tid til at beskæftige sig med. Han var VSV fra 1871 til 1912, og han ledede således Ordenen i 41 år.
Den 17. juni 1949 modtog direktør Bruno Petersen fra Logedirektoriet meddelelse om, at vor Ordens Højeste Styrer, overkirurg Frode Rydgaard, havde bifaldet, at der i København oprettedes en Lysende Skotsk Sankt Andreasloge ved navn Cubus Frederici Octavi. Vi er stadig i besiddelse af nogle rekvisitter fra logens oprettelse, og har bl.a. et sværd, hvor navnet på samtlige Ordførende Mestre er graveret. Enhver loge har et skjold og en devise, der i koncentreret form fortæller om logen. Skjoldet ses ovenfor, og dele fra skjoldet er medtaget på vores logemærke, der med det markante Andreaskors meget tydeligt viser, at CFO er en Sankt Andreasloge. For CFO er der den særlige omstændighed, at devisen ”Dominus Mihi Adjutor” (Herren er min hjælper) også var devise for Frederik VIII. Arbejdet i CFO blev påbegyndt onsdag den 5. oktober 1949, og vi har lige siden fejret vores højtidsfest så tæt på denne dato som muligt.
Under Tvejen
CFO er tilsynsførende loge for Sankt Andreas-instruktionslogen Under Tvejen i Holbæk, der arbejder på mandage. Vi har naturligvis et tæt samarbejde, og mange brødre fra CFO kommer jævnligt til Under Tvejen, og glæder sig over det varme broderskab. Du kan finde mere information på Under Tvejens egen side.
Den Gyllene Gripen – CFO's venskabsloge i Linköping
I vinteren 1960-61 mødte CFO’s daværende nye OM, br. Oswald Kjeldsen, med OM for den svenske Sankt Andreasloge Den Gyllene Gripen ved et arrangement i Sverige. Det medførte et broderligt venskab, som resulterede i, at 43 brødre fra Den Gyllene Gripen kom til København den 29. oktober 1961. Siden har vi skiftedes til at besøge hinanden hvert år. Vi er så heldige, at Den Gyllene Gripen selv ejer det hotel, vi bor på, og som logelokalerne er indrettet i. Den Gyllene Gripen er en ældre herre, der blev oprettet så langt tilbage som i 1810.