Rundt på Borgen
41 gæster fra Bjørnbaks Kæde besøgte i marts Christiansborg med stort udbytte efter turen i magtens politiske centrum.
Bjørnbaks Kæde på Christiansborg blev i marts det bedste bevis på, at kædebroderen handler klogt ved at deltage i Bjørnbaks Kædes arrangementer.
– Bjørnbaks Kæde giver et betragteligt tilskud til sådan en dag, så ved at være med får man meget mere tilbage, end det koster at være med, påpeger br. Mikael Boe Larsen, X, som sammen med br. Alex Petersen, VII, var blandt tilrettelæggerne af ekskursionen til Christiansborg Slot.
I alt 41 deltagere havde valgt at tage turen gennem den grundige sikkerhedskontrol i slottets underetage, hvor besøgscentret aktuelt befinder sig.
– I forventningens glæde følte man sig næsten hensat til egne oplevelser som recipient i Den Danske Frimurer Orden, beretter Mikael Boe Larsen, som også noterede sig, at man i fremtiden kan komme til at blive budt velkommen i et helt nyt underjordisk gæstecenter. Det vil opstå i tilknytning til det tidligere Rigsarkiv, som også vil indgå i projektet. Byggeriet er ikke i gang endnu, for arkæologerne først graver sig ned til de værdifulde rester af de tidligste udgaver af slotsbygninger på adressen. Siden biskop Absalons borg i 1200-tallet har her stået mægtige kongeslotte, ofte udsat for datidens bybrande. Det nuværende slot stod færdigt i 1928 efter 22 års byggeri af arkitekten Thorvald Jørgensens udgave af Christiansborg.
Den samlede flok af brødre med ledsagere fra såvel STJL Nordstjernen som Dannebrog modtog en grundig indføring i de noble omgivelser med forbundsmester i Johanneslogeforbundet, Martin Kirkhammer, som rundviser. Turen gik gennem udvalgsværelser og vandrehal til selve magtens midte, nemlig Folketingssalen. I Vandrehallen kunne gæsterne bese de historiske portrætter af danske statsministre med den oplevelse, det er at se forskellige maleres, tidsaldres og kunstretningers fortolkninger af portrættets kunst.
– Dagen sluttede med en gedigen frokost på den berømte Restaurant Kanalcafeen ved Frederiksholm Kanal efter en 'pauseøl' fra fad; alt var særdeles vel timet og tilrettelagt, og vi fik alle en mindeværdig dag, lyder anmeldelsen fra br. Mikael Boe Larsen. – PS
Bjørnbaks Kæde
Bjørnbaks Kæde blev stiftet i 1920 af konvolutfabrikant Lars Peter Bjørnbak, søn af Peter Bjørnbak, som i 1878 etablerede Bjørnbaks Konvolutfabrik.
Som frimurer var broder Lars Peter tilknyttet STJL Nordstjernen, hvorfor det fra begyndelsen var brødre herfra, som havde adgang til Bjørnbaks Kæde. Senere, da STJL Dannebrog opstod som en deling af Nordstjernen, kunne også denne nye loges brødre optages i Kæden fra og med Ordenens III grad.
I mødelokalet for Folketingets Finansudvalg: Få gæster gives adgang her, så det var en stor ære at være på besøg, fortæller en af dagens deltagere, redaktør Peter Byrdal, III, STJL Nordstjernen.
Portrætterne af nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget gav anledning til gode historier og megen morskab.
I Fællessalen kunne dagens deltagere få et hvil på stolene, mens man hørte om salens historie og de mange begivenheder, som har fundet sted her. Maleriet er Folketingssalen 1923.
Et stort øjeblik indtraf, da gæsterne nåede til selve Folketingssalen, hvor udsigten var god fra tilhørerlogerne.
Dagen sluttede med en gedigen dansk frokost i Kanal Cafeen, som ligger overfor Christiansborg ved Frederiksholms Kanal.
De malede borter i Vandrehallen er 268 meter og udført som kalkmaleri af billedkunstneren Rasmus Larsen 1918 – 21. Frisen gengiver danske dyr og ordsprog, fx 'Alle vil Herrer være, ingen vil Sækken bære'. Teksternes bidske ironi gav Rasmus Larsen tilnavnet 'den onde maler'.
Tekst: Redaktør Peter Byrdal.