Den Danske Frimurerordens bygning i Odense ligger i Albanigade. Den er fællesdomicil for tre loger.
I 1743 stiftedes den først frimurerloge i Danmark. Allerede i 1750'erne blev der dyrket frimurersammenkomster på Fyn, begyndende med en række frimurermøder på herregården Fjellebroen på Sydfyn.
Den første rigtige loge uden for København blev grundlagt i Odense i 1775. Den hed Sankt Knud til den Gyldne Lindorm. Logen fik dog en kort levetid, idet den blev nedlagt i 1783 på grund af manglende opbakning og dårlig økonomi. Den 3. april 1791 stiftedes så logen Maria til de tre Hjerter. Denne loge er i dag landets største Sankt Johannesloge med cirka 425 medlemmer. Den var indtil 1856 den eneste loge vest for Storebælt.
I de første 48 år efter sin stiftelse holdt Maria til de tre Hjerter til i bogtrykker Chr. Iversens gård i det nuværende Vestergade 51. Dengang lå der dog en anden bygning end i dag. Fra 1837 havde logen lejet bagbygningen til Hotel Postgården i Overgade, omtrent hvor politigården nu ligger i Hans Mules Gade.
I 1865 talte logen 150 brødre, men der gik kun et par år, før medlemstallet nåede 200. Pladsen i de lejede lokaler på Hotel Postgården var derfor for trang. Dertil kom, at lokalerne var beliggende over stalden, og det var ikke altid behageligt for brødrene.
I 1867 købte Odense-brødrene en grund på 11.000 kvadratmeter beliggende syd for Odense Å ved Albanigade, hvor der dengang var ved at ske en byudvikling. Grunden blev handlet for 3.600 rigsdaler. Logebygningen på Albanigade 16 blev tegnet af arkitekten C.V.F. Lendorf, der senere også tegnede Odense Rådhus. Bygningen blev indviet den 5. april 1870.
I 1874 blev bygningen i Albanigade udvidet for at skabe plads til Sankt Andreaslogen Louise, som blev stiftet i november 1876. I 1881 opførtes der yderligere en tilbygning indeholdende den første kapitelloge i provinsen, Provinsiallogen i Odense, der blev stiftet den 23. november 1881. Bygningen i Albanigade har siden dannet rammen om logearbejdet i Odense, omend der gennem tiden er foretaget mange bygningsændringer ved tilbygninger, ombygninger og renoveringer. I 1931 blev der økonomi til en ny spisesal og køkken, og den gamle spisesal blev indrettet til vandrehal.
Under Anden Verdenskrig var logearbejdet indstillet fra marts 1943 til oktober 1945. Tyskerne beslaglagde dog ikke logebygningen, fordi forudseende brødre havde fyldt den med skolemøbler. I 1965 opførtes en tilbygning med bl.a. kontorer og det nuværende bibliotek, og i 2003 foretoges en gennemgribende om- og tilbygning, hvor der blev plads til en elevator samt Carl Friis Salonen, hvor frimurerbrødre kan mødes uden for almindelig logetid. Etagearealet udgør i dag 3.615 kvadratmeter.
Frimurerloger i Odense
Læs mere om Provinsiallogen i Odense, Sankt Andreslogen Louise og Sankt Johanneslogen Maria til de tre Hjerter her: