Godt nytår!

af Niels V. Bonde, Ordførende Mester, STJL Dannebrog

Nytårshilsenen 2024 fra Dannebrogs Ordførende Mester Niels V. Bonde handler selvfølgelig om den overraskende bekendtgørelse i Dronningens nytårstale.

Kære brødre!

Lidt over kl. 18 nytårsaften, var vi nok mange som sammen med kransekagen tabte kæben, da Dronningen bekendtgjorde sin overraskende beslutning. Dronningen overraskede igen alt og alle, og efter lidt tid, må jeg erkende at det var en beslutning med overraskende eftertænksomhed.

Ofte er årsskiftet et tidspunkt, hvor mange af os reflekterer over det vi har lagt bag os – og ikke mindst det, som vi med forventning ser frem mod i det nye år. Vi tager måske beslutninger og at ændre på dét vi har gjort – eller dét vi ikke fik gjort? Er der nogen vi skal tilgive – er der nogen vi skal give mere omsorg og tid? Vores tanker kan være mange, omend det nok ikke er på niveau, med det vi hørte nytårsaften.

Med vores traditioner i Ordenen bliver vi mindet om vigtigheden af vores broderskab og stræben efter sandheden. Vores principper hviler på søjlerne af visdom, styrke og skønhed, og vejleder os i vores handlinger og bør opmuntre os til at bidrage positivt – ikke blot her i logen og Ordenen, men i samfundet og verden som helhed. Lad os fortsætte med at støtte hinanden, hjælpe dem i nød og være et lys i en verden, der ofte befinder sig i mørke.

Jeg håber, at 2024 vil være et år, hvor vi fortsat vil arbejde flittigt i vores loge og fremme de principper, hvor broderskabet blomstrer, og hvor frimureriets lære bringer os mod lyset.

Kære brødre – jeg ønsker det bedste for jer alle i 2024!