Advent: Ventetid er juletid
Til STJL Dannebrogs juleloge havde logens ordførende mester disse ord med som julehilsen til brødrene.
af Niels V. Bonde, Ordførende Mester
Kære brødre –
her i begyndelsen af december måned har vi haft juleafslutning i Dannebrog – for vi er i julemåneden. Vi er nu passeret starten på Kirkeåret, 1. søndag i Advent – eller på latin ”Adventus Domini” – Vi venter på Herrens komme. Vi er nok ikke i tvivl om hvad den 24. december betyder, og hvad vi venter på.
Men til eftertanke og mere symbolsk blev det latinske udtryk ”Adventus” også brugt om en feltherres hjemkomst, efter fjenderne var blevet besejret.
Lidt senere i aften vil br. Taler læse Lukasevangeliet, kapitel 2 – Juleevangeliet. Vi skal høre om, at der ikke var plads i herberget, da Maria skulle føde. Men Lukas er ikke den eneste evangelist som beretter om Jesus fødsel, det kan vi også læse om – jeg var lige ved at sige ”vores eget, Johannesevangelium”, hvor Johannes måske udforsker eller kommenterer omstændighederne på en lidt anden måde. Johannes skriver ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.”
Julen handler om næstekærlighed, om at tage imod og om at give. Ikke nødvendigvis i overflod af dyre gaver, men om at give plads i vore hjerter – række ud, hvor der er behov, lukke op hvis der bliver banket på.
Har vi som mennesker gennem mere end 2.000 år lært af begivenhederne med Maria og Josef?
Hvad nu, hvis det juleaften bankede på døren – midt under julemiddagen med and og flæskesteg, rødkål, vin og meget andet på bordet, hvor mange i samfundet ville lukke op og tage imod. Situationen er billedligt tænkt, men det gør nok ikke noget, at vi som frimurere tænker over, hvad vi ville have gjort.
Lad os derfor give plads i vores hjerter til at tænke over betydningen af denne tid på året. Beretningen om Jesus fødsel er næsten en frimurerisk lektion om ydmyghed – lad os tænke tilbage, men lad os også med håb tænke frem og tage imod lyset.
Som lysene i vores logesal, så lad julelysene være en symbolsk påmindelse om, at vi søger indsigt og vi fortsat vil knytte vores broderskabs faste kæde.
Kære brødre. Jeg ønsker jer alle, jeres familie og kære en velsignet og rigtig glædelig jul.