Årgangsforeningen: Vejen ligger åben!

Fra biblioteksbesøg til fredagsbar, fra hænge-ud-tid til lærdom og udvikling: Der er gang i grundmuringen af Årgangsforeningen i STJL Dannebrog.

Snart er foreningen klar med programmet for forårssæsonen 2025, som vil kunne hentes ned via Årgangsforeningens SoMe side (FB).

Det er foreningsformand br. Mads Seeberg, II, der fører an: – Vi er en samlet flok af unge brødre, der udvikler aktiviteter til hjælp for den enkelte nye broder og, som samtidig er med til at fostre og styrke brødrenes fællesskab.

Arbejdet i Årgangsforeningen handler om substans og indhold, men også om struktur og proces.

Foreningen er organiseret med en bestyrelse under ledelse af formanden og med en sekretær, som tager referater fra foreningsmøderne . I det næste lag aktiveres en bredere gruppe af brødre, som føder ideer og tilrettelægger emner til udførelse. Til sidst følger eksekveringen, hvis opgaver oftest varetages af de brødre, som har skabt ideerne.

– Vi har rundet et vanskeligt sving, forklarer Mads Seeberg med et billede fra cykelsporten; nu ligger vejen åben, så vi kan se både retning og mål.

– Enhver ny broder skal føle sig velkommen og forstå, at hans ønsker og håb bliver hørt. Her får enhver mulighed for at være noget for andre, og her tilbydes et åbent forum, hvor man trygt kan stille spørgsmål og modtage svar, lyder det fra Mads Seeberg.

I anledning af den kommende højtid ønsker br. Mads Seeberg alle brødre i Årgangsforeningen en glædelig jul og et godt nytår.